En påtenkt tysk menighet i Christiania 1676
Innvandrerarkivet © kane.benkestokk.teiste forlag (Tore Hermundsson Vigerust), Oslo 2003. Utgave 21.11 2003. Brev på tysk datert Wolfenbüttel 25. august 1676, fra David Hansius, bibliotekar i Wolfenbüttel, til Tobias Fleischer, en tysker som på den tiden hadde en betrodd hoffstilling ved det kongelige kammer i København. Trykt i brevsamlingen Commercium Epistolicum Leibnitianum, Tomi prodromi, P. 2, s. 1293 (oktav), utgitt Hannover & Göttingen 1745. Ludvig Daae har oversatt teksten i artikkelen En paatænkt tydsk Menighed i Christiania 1676, i Historisk tidsskrift [1. række] II (Christiania 1872), s. 336-338. Her, lettere språklig endret, gjengitt etter Daae.

. . . . . . . . Den tydske menighed i den norske residentsstad Christiania har nylig i Kjøbenhavn ladet mig tilbyde et tusinde dukater, foruden godtgjørelse af de fornødne omkostninger, for det tilfælde, at jeg kunde ved tydske hertugers og herrers mellemkomst udvirke hos Hans majestæt Kongen af Danmark og Norge, at den nævnte menighed maatte erholde tilladelse til at kalde og underholde tydske præster, saaledes som tilfældet er i Kjøbenhavn og i Bergen i Norge. Den tydske menighed i Christiania er nemlig større end den norske⁽¹⁾, den har en hjertelig længsel efter Guds ord, og som ubekjendt med det norske sprog forretter den sin gudstjeneste med suk og bedrøvelse. Det er hidtil paa grund af to eller tre personers private interesse bleven menigheden forment at maatte høre Guds ord forkyndt i sit modersmaal.

Ville vi nu vise pligtskyldig barmhjertighed mod vore medchristne der samt ogsaa ved dette middel befordre det almindelige bedste, da maa vi tilstaa, at Hans høifyrstelige Durchlauchtighed hertug Johan Friedrich, hos hvem jeg underdanigst beder mig anbefalet, kan gjøre det første skridt hos sin fru søster, enkedronningen, som igjen kan lede kongens hjerte, hvorhen hun vil, i besynderlighed til Herrens frygt og hans navns ære.

Prinds Georg kan, naar han ansøges derom, ikke undlade at befordre, hvad der tjener Gud til ære og hans menighed til opbyggelse.

Grev Gyldenløve kan som statholder tilligemed sin tydske gemalinde selv nyde godt af denne tydske gudstjeneste, ligesom de mange derhen kommende reisende negotierende tydskere.

Ligesaa maatte ogsaa Hans Durchlauchtighed hertug Rudolf August lægge et godt ord ind hod grev Anton af Oldenburg, hvis frøken bliver gift derhen⁽²⁾, og saaledes fortjene mange millioners løn af Gud ved at befordre hans ære, den tydske menigheds andagt i Norge og det almindelige bedste. Han kunde maaske ogsaa bevirke, at jeg kom til at holde den første tydske prædiken der, fik anledning til at befordre et dygtigt subjekt derhen og, paa denne maade understøttet med de fornødne midler, blev istand til bedre at betjene og forøge dette bibliothek. Et er et verk, som vil blive Guds børn gjengjældt. Jeg beder min høitærede herre i hemmelighed at sende mig deres Videtur herom . . . .

Noter:

1. Sikkert en liten overdrivelse.

2. Gift med Ulrik Fredrik Gyldenløve.