Kong Fredrik 2.s mandat og vilkår (25 religionsartikler) for fremmede som vil bo i Danmark og Norge, 20. september 1569
Innvandrerarkivet © kane.benkestokk.teiste forlag (Tore Hermundsson Vigerust), Oslo 2003. Utgave 29.11 2003. Artiklene utgitt etter Danske Kirkelove, samt udvalg af andre Bestemmelser vedrørende Kirken, Skolen og de fattiges Forsørgelse fra Reformationen indtil Christian V's Danske Lov, 1536-1683, II (utg. av Holger Fr. Rørdam, Kjøbenhavn 1886), nr. 180, s. 126-134. Utgitt av Rørdam etter et samtidig trykk, der de 25 artiklene også finnes på latin og tysk. Selve kongebrevet er trykt i patentfolio med kongens navnetrekk og segl, etter originaltrykk i Landsarkivet i Odense, Fyns Bispearkiv, Stiftets almindelige Breve 238.

Et eksemplar av religionsartiklene som ble sendt til Oslo, finnes avskrevet i Christen Jenssøn Bangs kopibok av 1618 (29.8 1620) i Riksarkivet, Manuskriptsamlingen fol. nr. 19.

Missivet til Norge 26.12 1569 om å sette forordningen ut i livet (se ved slutten nedenfor), er gjengitt etter Norske Rigs-Registranter, I, 1523-1571 (Christiania 1861), s. 644, og der utgitt etter Tegnelser over alle lande XI 3, Avskrift II 543 (i DRA, Danske kanselli). Utgaven i Norske Rigs-Registranter er ikke bokstavrett. Jf. Harald Winge: Lover og forordninger 1537-1605 (Norsk lokalhistorisk institutt, Oslo 1988), s. 111-112.

Fremmede og utenlandske folk som har bosatt seg i Danmark og Norge i løpet av de siste to år, eller som i fremtiden vil bosette seg her, skal forlegges de 25 kristelige artiklene som de må godta. De som vegrer seg, skal straks forlate landet, eller straffes på liv og gods. Deen som godtar artiklene, men siden bryter dem, straffes på samme vis. Ingen utlendinger må få borgerskap i kjøpstedene før superintendenten (biskopen) og sognepresten har levert skriftlig vitnesbyrd om søkerens forhold til den sanne religion.

Wi Frederich thend Anden (osv.). Giøre alle witterligt, at effterthi wi komme vdi wiss forfaring, at møgit fremmit Folck, aff adskillige Nationer, begiffuer sig ind vdi vore Riger, Danmarck, Norge och andre Lande, Oss vndergiffne, och er at formode, att en stor part aff thennom haffuer en anden Tro och mening om thend sande Religion och rette Guds thieniste, end wi selff och vore vndersotte vdi for.ne vore Riger haffue. Huor vdaff med tiden kand komme Splid, Twedragt och wenighed bode vdi thend rene Lærdom och bequemme Ceremonier, som vdi wor kiere Herre Faders, salig och høglofflige ehukommelses Regering och til thenne dag vdi wor tid wanfechtid haffuer werit. Tha paa thet saadanne wlempe maa i tide forekommis, och wore Riger, Lande och Wndersotte, mue bliffue wed thend reene och wforfalskit Lærdomme, som Wi haffue annammit, och hoss huilcken Wi med Guds hielp, saa lenge Gud sparer oss Liffuit, bliffue wille, haffue Wi ladit forfatte nogre Christelige Artickle om thend rette och sande religion, och thennom forschickit til the hederlige och høglerde Mend, wore Superintendenter vdi wore Riger, Danmarck, Norge och andre Lande, som oss tilhøre, vdi huilcke de skulle examinere och offuerhøre alle de fremmede och wdlendiske, som for to Aar forleden och til thenne tid ind vdi vore Riger og Lande kommen ere, och her effter kommendis worder, och werelse och woning ther wdi bekommit haffuer, och effter thenne Dag bekomme kandt. Och huilcke aff for.ne Fremmede, thet were sig en eller flere, som icke forscreffne Artickle alle och huer serdelis i alle theris Ord och Puncter welvilligen annamme wille, och der hos bliffue, thend eller the skal icke tilstedis Platz eller werelse wdi nogen wore Riger eller Lande at haffue, ey heller at bekomme. Befindis och nogen wnder ith helligt Schien eller swigelige at annamme och swere paa samme Artickle, och ther effter kand spørris och i Sandhed bewisis anderledis at giøre, tha skal thend eller the, huiss Brøst saa findis, straffis paa Liff och Gotz, wden ald naade i noger maade. Men huilcken som icke wil annamme och swere paa for.ne Artickle, hand maa och skal strax inden tre Dage ther nest effter, att hand bliffuer examinerit, vden ald forhindring (saa møgit Religionen er anrørendis) forsee sig med Høstru, Børn, Goedtz och ald, huiss hannom met retthe tilhører, aff wore Riger och Lande. Men fortøffuer hand ther lenger, tha skal hand straffis ther offuer, effter som forschreffuit staar. Skal och Borgemestere och Raadmend wdi Kiøpstederne wdi wore Riger Danmarck och Norrige, aldelis ingen fremmede eller wdlendiske thage eller annamme wdi Borgerschaff eller och tilstede werelse och woning hoss thennom at haffue, wden the haffue Superintendentens och Sogneprestens Windnisbyrd (i thet Stigt och thend Bye, the achte at boe) om thieris tro och mening om thend sande Religion klarlig bescreffuit och beseglit. Her effter sig alle och huer skal haffue at rette. Giffuet paa wort Slot Kiøbenhaffn, thend 20. Septembris, Aar etc. 1569. Vinder wort Signet.

Friderich.

Enddog den hellige Kirckis Symbola, som ere det Apostoliske, Niceniske oc Ambrosij, Item den Ausborgiske bekiendelse, kunde være en ret Regel at følge, naar nogle skulle om Christendommens lærdom offuerhøris: Dog alligeuel paa det forfalskelse vdi den rene lærdom oc splidactighed dissbedre forhindris oc affuendis kunde, da skulle Superintendenter och Sognepresterne faareholde disse effterschreffne Artickler for alle de Fremmede, som skulle faa loff at være oc bo i disse Riger, oc skal icke nogen tilstedis her at bliffue, som effterschreffne artickler icke samtycke oc annamme vil.

I. Om Guds Ord.

Om de annamme oc bekiende det ord, som i Lowen, Propheter, Psalmer, Euangelisternis historier oc Apostlernis Epistler oss forschreffuit er at være sandelig, vden all suig oc tuil, Guds ord oc røst, ved huilcket Gud haffuer sig oc sin villie obenbarit for Verden. Item, om de bestaa, at dette ords liudelig Tieniste oc Predicken er fornøden i den Christelig Kircke, oc at huer skal fly, lige som Dieffuelens forgifft, all den lærdom, som er imod dette Guds ord.

II. Om den Christelige Kircke.

Om de tro, at den Christelig Kircke er hellige Menniskers Samfund, wdi huiss vduortis forsamling der ere baade leffuendis oc døde Lemmer. Item, om de tro, at Mahometiske Secter ere aldelis affskild oc fremmet fra Guds Kircke oc Menighed oc ere Dieffuelen vndergiffne, saa vel som andre Secter, huilcke wor Herris Jesu Christi Euangelium icke annamme.

III. Om Gud.

Om de kiende, bekiende oc paakalde en sand leffuendis Almectig Euige Gud, som er eniste Kilde til alt gaat, som alt gaat giffuer, som haffuer obenbaret sig ved sit Ord oc vnderlige gierninger. Item, om de tro, at i en watskilde Guddom ere tre atskilde Personer, Faderen oc Sønnen oc den Hellig Aand, vdi en natur oc værelse, lige euige oc almectige. Item, om de fordømme Arij ketterij, huilcken Seruetus oc nogle andre i disse Aar vilde paa ny indføre.

IIII. Om vor Meglere.

Om de tro oc bekiende, at Guds Søn, som er den anden Person i Guddommen, haffuer anammit menniskelig natur fuldkommelig, saa at det er en Person, at Gud oc Menniske er en Christus, den eniste Meglere imellem Gud oc Menniske, icke paa sin Mandoms vegne alleniste, icke heller paa sin Guddoms Vegne alleniste, men den gantske person, Gud oc Mand.

V. Huor aff Synden er kommen.

Om de tro, at vore første Forældre haffue syndet icke af Guds forordinering, tilskyndelse oc villie, men aff deris egen fri villie. Item, om de acte, at alle Menniske (dog Christus vndertagit) ere for deris første Forældris fald oc deris egen gienstridighed besmittet oc syndskyldige, ia end ocsaa vredsens Børn, som Paulus taler.

VI. Om Menniskelig mact oc formue.

Om de bekiende, at Menniskene, før end de aff Guds naade bliffue igenfødde, ere saa nedsiuncken i Synden oc holdis fangne vnder Dieffuelen, at de huercken forstaa, søge, ville eller giøre det, som gaat er, megit mindre kunde met den verdskyld, som Papisterne kalde meritum congrui, opuecke Gud til at deele sin Naade met dem.

VII. Om Guds Low.

Om de bekiende, at Guds Low, som er i de X Budord befattet, skal predickis i den Christelig Kircke. Item, om de samtycke, at Guds Low er nyttig i trende maader: Vduortis, saa at den regærer vor vduortis leffnit, seeder oc omgengelse. Induortis, saa at den straffer oc offuerbeuiser Samvittigheden, at den er syndskyldig for Guds asiun: oc aandeligen, at den regærer Guds Børns gantske liff oc leffnit. Item, om de bestaa, at intet Menniske kand bliffue retfærdig ved Lovens gierninger.

VIII. Om Euangelio.

Om de samtycke, at Euangelium er en predicken, som skal almindelig for alle predickis, vdi hvilcken naade oc syndernis forladelse i Christi naffn, som er død for vore Synder oc opstanden for vor Retfærdigheds Skyld, tilbiudis alle dem, som omuende sig, foruden alle Personers, Køns oc Landskabs anseelse i nogen maade.

IX. Om Retfærdiggiørelse.

Om de tro, at Menniskens Retfærdiggiørelse er, at den, som tror paa Jesum Christum, haffuer Syndernis forladelse, Christi Retfærdigheds tilregnelse, oc anammis naadelige ved Christum til Guds naade oc venskab, foruden all verdskyld oc gierninger.

X. Om Penitentze.

Om de bekiende, at en salig Penitentze er it Menniskis omuendelse til Gud, ved troen til Jesum Christum: huilcken Penitentze staar i disse try stykker, som ere Anger och ruelse for Synden, Troen oc en ny Lydactighed.

XI. Om Helliggiørelsen.

Om de bestaa, at Helliggiørelsen (i huilcken wi giøris døde, saa at Syndsens vanart dødis oc dempis i oss, oc wi giøris leffuende, saa at Guds Aand opuecker i oss villighed til Guds lydactighed) nødactelig følger met Troens Retfærdighed, endog den bør grandgiffuelig oc flitelig at atskillies fra den Retfærdighed, som oss aff Guds naade oc Barmhiertighed wforskylt skenckis oc giffuis.

XII. Om dem, som falde, effter at de er omuende ved Troen.

Om de bestaa, at den hellig Aand oc troen forkastis met villige Synder, som giøris imod Samuittigheden, som Dauid giorde, der hand falt i Hoer og mord. Item, om de bekiende, at de Menniske, som haffue værit deelactige i Guds naade oc Barmhiertighed, oc falde siden i Synden, kunde komme til naade igen, naar de vdi en sand penitentze omuende sig til Gud.

XIII. Om Guds Dyrckelse.

Om de bekiende, at Guds Dyrkelse er den gierning, som Gud selff befalet haffuer, som giøris i troen til Guds ære besynderligen. Item, om de bestaa, at Menniskens paafund er icke Guds Dyrckelse.

XIIII. Om Helligens Paakaldelse.

Om de samtycke, at Helligens Paakaldelse er Affguderij, oc at Affguders oc Billeders dyrckelse er fordømpt, indført aff Dieffuelen, til Guds Søn bespottelse, som er den eniste meglere imellem Gud oc Mennisken, som gaff sig selff til en Genløselse for alle.

XV. Om Daaben.

Om de dømme, at et Menniske skal ekon en gang døbis. Item, om de tilstæde, at smaa Børn skulle døbis. Item, om de forsuære oc forsage alle Anabaptisters oc vederdøberes Secter. Item, om de ville lade deris Børn obenbarlige i vore Kircker døbis met de vanlige Ceremonier, som hos oss i Børnedaab brugis.

XVI. Om Herrens Nadere.

Om de tro Herrens Legeme, som er giffuit for oss, oc hans Blod, som er vdgydit for oss, til Syndernis forladelse, at være sandelige oc visselige tilstæde vdi hans Naderis Sacramente. Item, om de tro, at denne Nadere er det ny Testamente, i huilcket Guds Søn beuiser sig at forlade alle dem deris Synder, som tro paa hannem. Item, om de ville met oss gaa til det Høyuerdige Sacrament, oc anamme det i den Christelig forsamling, som wi giøre.

XVII. Om Messen.

Om de bestaa, at den Papistiske Messe er Antichristens Affgud, met huilcken Guds Søn bespottis, oc hans hellige Nadere vanhelligis.

XVIII. Om Ed.

Om de samtycke, at Christne Menniske maa suerrie, naar det vdkræffuis aff deris tilbørlige Dommere eller oc det giælder om Guds ære, eller deris Næstis velfærd.

XIX. Om Ceremonier.

Om de ville anamme, holde oc bruge de Ceremonier oc Hellige dage, som i vore Kircker ere sæduanlige oc vedtagne.

XX. Om Øffrighed.

Om de bekiende, at Øffrighed er Guds Ordning: Om de bekiende, at den Verdslig Øffrighed skal met all flid tage vare paa, at begge Guds Lows taffler ved mact holdis: Om de tro, at it Christet Menniske maa oc kand wære vdi Øffrigheds befalning met en god Samuittighed: Om de mene, at Øffrighed maa vden Guds fortørnelse straffe effter sine Lowe de onde, som skyldige ere oc offuertrædere. Item, om hand maa straffe met Suerd Guds bespottere. Desligeste om Øffrigheden maa met Vaaben oc verge beskerme sine Vndersaatte imod Fienders vold oc wret.

XXI. Om Vndersaatte.

Om de bekiende, at Vndersaatte ere effter Guds myndige befalning plictig til at være deris Øffrighed hørig oc lydig vdi alt det, som sømmeligt er, det er, naar Vndersaattene icke synde der met, at de giøre det, Øffrigheden dem befalit haffuer.

XXII. Om Ecteskab.

Om de dømme, at Ecteskab er allereniste en Mands oc en Quindis lofflig tillhobe føielse.

XXIII. Om Skersild.

Om de dømme, at den Papistiske Skersild er ekon Antichristens paafund, som beskermis for Bade skyld⁽¹⁾, ligesom Paffuens Afflad, Vigilier oc Aartider for de døde.

XXIV. Om den Yderste Dom.

Om de bestaa, at der skal bliffue en almindelig Dom, i huilcken de, som haffue giort gaat, skulle faa Løn, men de, som haffue giort ont, skulle faa deris fortiente straff. Item, om de tro, at de samme Legeme, som wi her haffue, skulle opstaa paa den yderste Dag.

XXV. Om Menniskens vilkaar effter Opstandelsen.

Om de tro, at de Gudfryctige, som hensoffue i Troen til Jesum Christum, skulle til Euig tid være Christo lige, oc vdi all Euighed nyde, bruge oc beholde den Himmelske ære oc wdødelig Herlighed, foruden all fryct oc fare for noget ont i nogen maade. Item, om de tro, at alle Jesu Christi Fiender, være sig Mennisker eller Dieffuele, skulle pinis met Euige pine oc plage, foruden all forhaabning oc foruentelse eller forleskelse i nogen maade.

Til Superintendenterne over alt Danmark og Norge.

Frederik II. Vider, at vi have ladet udgaar vor aabne Mandat under vor Haand og segl og derhos nogne Artikle, hvorledes vi ville holdes skal med fremmede og udlændiske Folk, som komme ind udi vore Riger Danmark og Norge, og dem der udi Kjøbstæderne eller paa Landet ville bosætte, og have befalet os elskelige hæderlig og høilærd Mand Mester Paul Madssøn, Superintendent udi Sjælands Stift, samme Breve og Artikle at forskikke Eder tilhænde; thi bede vi Eder og ville, at I fornefnte aabne Mandat lader opslaae paa Kirkedøre og Raadhuse udi Kjøbstæderne udi Eders Stift, og siden alvorligen og med al Flid holder derover, at fornefnte Vilje og Befaling i alle Maade over alt Eders Stift fuldgjøres, og at derfor ingen Forsømmelse tages, saafremt I ikke ville stande til Rette. Fredriksborg 26 Decbr. 1570 [dvs 1569].

.

1. Latin: Quæstus gratia.